ADHD

At leve med det

HVAD FANDEN ER DER GALT MED DIG, KNÆGT?

Af Mette Juul Baunsgaard

Lige præcis den sætning, har Claus Andersen hørt mange gange i sin barndom.

Han var rodløs og duede ikke i skolen. Vi snakker om en mand, som røg sin første smøg som 7-årig, drak alkohol som 9-årig og var narkoman som , 15-årig. Men vi snakker også om en mand, som blev clean som 50-å rig og fik konstateret ADHD som 54-årig.

I 16 år lykkedes det Claus, at bestride et job som bibliotekar på trods af hans afhængighed. Du kan her læse historien om Claus, som i sandhed har oplevet, at man aldrig bliver for gammel til at få noget godt ud af livet.

I dag som 57-årig ser Claus tilbage på et liv, som ikke har været helt som det, gennem­snitsdanskeren kender.Der er ingen tvivl om, at hans misbrug kunne have været undgået, hvis han havde fået ADHD-diagnosen alle­rede som barn - men dengang var der ikke noget, der hed ADHD. I stedet for blev hans liv en lang stræben efter at finde ro i kroppen og en higen efter at passe ind i samfundet. 

Løsningen blev alkohol og stoffer som en form for selvmedicinering. En løsning, han valgte, fordi han ikke vidste, hvad han ellers skulle gøre.Desværre udviklede hans løsning sig hurtigt til at blive hans problem. Lad os træde et skridt dybere ind i Claus' liv. 

Claus _Andersen _ADHD_Coach

Barndommen: mor gav nervepiller.  

Claus' barndom var præget af en usikkerhed omkring begrebet adfærdsvanskelig og sin egen tilstand, tæsk fra faderen samt det evige spørgsmål "hvad f***** er der galt med dig, knægt". Hans mor prøvede derimod at hjælpe ham med de forudsætninger, hun havde til rådighed. Derfor begyndte hun at give den blot 7-årige Claus nervepiller. Et drastisk tiltag, og i lang tid troede Claus, at det var på grund af disse piller, at han var blevet misbruger. Men i dag er Claus klar over, at hun udelukkende gjorde det, fordi hun troede, at de ville hjælpe ham til at få det bedre. Den evige påmindelse gennem barndom­men om at være uduelig og anderledes gjorde, at Claus ­selv blev nødt til at finde noget, han var god til. 

Claus blev derfor enig med sig selv om, at hvis han ikke kunne være den bedste, kunne han da være den værste. Som følge heraf blev han rigtig god til at lave numre, som ikke blev opdaget. Det var en egenskab, han tilegnede sig for at skabe en "Jeg-er-Claus"-følelse. Det var her, han etab­lerede det, han selv betegner som et parel­Ielunivers - et univers, hvor han kunne slippe for den marginalisering, som han konstant blev konfronteret med i "den virkelige ver­den". Det var også et univers, som gjorde, at han som 7-årig blev god til at stjæle smøger, og som 9-årig god til at skjule sit tiltagende alkoholforbrug. Da Claus var 12 år, blev han introduceret for det, der skulle vise sig at blive hans trofaste følgesvend de følgende 38 år, nemlig stofferne. Han var ude for en ulykke, hvor han mistede sit ene øje, og han fik derfor morfin, da han skulle opereres. Han vidste med det samme, at det ikke var sidste gang, han havde prøvet det. 

Teenage-årene:jagten på en indre ro

Kombinationen af de glade 60'ere og mulig­heden for at stjæle penge fra sin mor, gjorde det muligt for Claus at stable et seriøst mis­brug på benene. Årene var præget af en jagt på noget, som kunne give ham ro inde i sit hoved. Som resultat eksperimenterede han med alle mulige stoffer, som selvfølgelig kun gav ham flere problemer. Som 15-årig var han narkoman, og allerede som 18-årig fik han en metadon-vedligeholdelse. Dengang havde man den opfattelse, at metadon var ligesom at give sukkersyge insulin. Men som Claus selv siger, så var det en misforstået hjælp, da det blot gav lyst til flere stoffer.

Voksenlivet: bibliotekar og stofmisbruger 

Da Claus er 20 år, møder han sin daværende kone. Hun kender til hans misbrug, men tager ikke selv del i det. Sammen får de tre børn, og udadtil præsterer de at skabe et indtryk af at være en lykkelig familie. Sandheden var dog, at børnene slet ikke fik nok nærvær.

En anden ting, som fik familien til at syne velfungerende, var, at Claus trods kraftigt misbrug formåede at passe sit job som bib­liotekar på Århus Universitet. Det var alment kendt blandt kollegaerne, at han godt kunne lide at drikke lidt. Det blev dog aldrig gjort til et problem, fordi han passede sit arbejde. Derfor kom det også som et stort chok for Claus' institutbestyrer, da han som 44-årig - efter, 16 år i jobbet - bad om sygemelding for at komme i afvænningsbehandling. Hans institutbestyrer troede dog ikke på ham, da han sagde, at han var hardcore-narkoman. Claus var derfor nødt til at rulle buksebenet op, så hun kunne se hans ben, som var fulde af stiksår, før han fik hende overbevist. Claus fik lov til at tage i behandling med vished om, at han også havde sit job, når han vendte tilbage. Det blev til 6 år mere på jobbet - 6 år, hvor Claus lod sine kolleger tro, at behandlingen havde gjort ham clean. Claus tog dog stadig stoffer. Han var ikke klar til at blive clean, og derfor lykkedes behandlingen ikke. To år efter den mislykkede behandling blev det for meget for konen, som efter 28 år gik fra Claus.

Farvel til misbrug - Goddag til ADHD

Claus Andersen portræt small

Som 50-årig lykkedes det Claus at blive 100% clean. Men da der var gået 4 år uden misbrug, kunne han ikke forstå, hvorfor han stadig havde en mærkelig fornemmelse inde i hove­det. Selv beskriver han det som en følelse af at have en form for prøvekanal, hvor der hele tiden var 16 billeder, han skulle have styr på. Efter at have set et program om børn med ADHD på Discovery Channel, begyndte Claus at overveje det som en mulig forklaring på sin tilstand. På det tidspunkt havde han en kæreste, hvis søn havde ADHD, og parret kom frem til, at Claus skulle lade sig undersøge. Efter endt screening blev han diagnosticeret som ramt af svær ADHD.

Det blev starten på en ny identitet for Claus, hvor han lige pludselig fik sat en diag­nose på den tilstand, han aldrig selv havde forstået, og som hans omgivelser havde misforstået. Foruden det følelsesregister, som han gennemlevede de første 3-6 måne­der efter diagnosen, skulle Claus også stå ansigt til ansigt med det faktum, at han atter

skulle tage piller - et faktum, som han havde mange sjælekvaler ved. Hans hjerne havde svært ved at skelne mellem, at det var noget medicin, han havde brug for og den opfat­telse, at medicinen var lig det at tage narko

igen. Men i dag er han klar over, at medicinen gavner ham, og den har også medvirket til, at de 16 billeder på prøvekanalen blev til et. Som han selv udtrykker det, gør medicinen, at kaos bliver til ro og overblik.

Livet idag: Kognitiv terapi hjælper 

Efter syv år som clean og fire år som ADHD­-diagnosticeret har Claus fundet den ro, som han har manglet i så mange år. De fleste dage lykkes det for ham at holde struktur i hverdagen. De få dage det glipper, forsøger han at komme i gennem bedst muligt ved hjælp af redskaber fra kognitiv terapi. Han har fået tildelt førtidspension, og som supplement hertil arbejder han til tider som handicaphjælper. Men dét, han virkeligt brænder for, er at dele ud af sine erfaringer samt viden. Og det gør han blandt andet ved at fortælle om sit liv på behandlingshjem, i fængsler og specialskolen Langagerskolen ved Århus. ­Paradoksalt nok er oplæggene med til at give Claus en mening med sit liv, da han føler, at hans kvaler kan være med til at inspirere andre til ikke at vælge den samme vej.

På familiefronten har Claus også ople­vet væsentlige forbedringer. Forholdet til døtrene er - som han selv udtrykker det - blevet overdrevet fantastisk, men der er dog et enkelt skår i glæden. Claus' søn på 37 år er gået i sin fars fodspor og er i dag fanget i stofmisbrug. Det piner Claus at se sønnen i den situation, og hvad gør ondt værre er, at misbruget ikke er det eneste punkt, hvor sønnen slægter Claus på. Claus er overbevist om, at sønnen har ADHD, men han kan ikke komme i behandling for det på grund af misbruget. Det, at Claus er over­bevist om, at hans far havde ADHD, og at sønnen sandsynligvis også har det, er med til at understøtte hans teori om, at ADHD til en vis grad er en familiesygdom. Hans håb for fremtiden inden for ADHD området er derfor, at der bliver sat mere fokus på denne potentielle sammenhæng.

Claus _Andersen _ADHD_Foredrag

Også for sin egen fremtid har Claus nogle helt klare ønsker, hvor et af de store ønsker er at blive et næstekærligt menneske - et ønske, som tager afsæt i de samvittigheds­kvaler, som hans fortid har påført ham. Sam­tidig ønsker han at fortælle folk om stofmisbrug og stoffrihedens velsignelse og dele sine erfaringer omkring ADHD med andre. Ifølge Claus kan han fungere som en genvej til viden omkring ADHD, da han - som han selv udtrykker det - har opfundet sin egen dybe tallerken på området.

Claus kan kontaktes på cleanclaus@yahoo.dk

 

 


ADHD Hvad er det?

ADHD foreningens hjemmeside kan der ses meget mere om hvad ADHD er.